Zombien Zom - Zom skal i skole

Zombien Zom - Find den røde dæmon

Fakta

Forfatter: Ellen Holmboe
Illustrator: Nana Torp
29 sider, softcover, gennemillustreret
Lix 5 med mange lydrette ord
Målgruppe: rokketandslæsere og alle, der kan lide et godt, grotesk, gakket grin.
 
Hver bog kan læses uafhængigt af hinanden.
 
Bind 1 og 2 udkom den 1/2 2017 på forlaget Alvilda.
 
Læs mere og download smagsprøve hos Alvilda

Zombien Zom

Den 1. februar udkom en ny letlæsningsserie, som jeg har udviklet sammen med dygtige Nana Torp, der digter med på billedsiden, så det er ... en gru!
 
Vi er helt nede i lydret lix 5, men det er ikke nogen undskyldning for ikke at skrive en sjov og spændende historie med et par plottwist undervejs - og masser af hjerte. 
 
Glæd dig til at møde Zom og hans klassekammerater på skolen for udyr:
Trolden Tor, vampyren Vam, heksen Hekla, mumien Muna, varulven Vera og dæmonen Dema. 
 
Zombien Zom Persongalleri
 
Glæd dig også til at møde nogle meget alternative lærere, der aldrig har hørt om målstyring, som fx den superseje zombielærer Zep, der dukker op til første time med en pose friske hjerner.
 
Zombien Zom - Zom skal i skole - zombielærer Zep

Omtale

Bogoplevelsen: Zom - dæmonisk letlæsning
 
"Det er monsterhumor på højt børneplan. Og jeg er fan."
 
"Jeg vil varm anbefale disse ikke-uhyggelige uhyggelige bøger til begynderlæseren. Der er både til øjet, fantasien og læselysten."
 
"Ellen Holmboes bøger "Zombien Zom" er fine at have stående på skolens PLC."
 
 
 

Hvor får du det fra?

Denne gang er svaret let: fra mig selv.
 
Som årgang 1965, der blev passet hjemme på parcelhusvejen af skiftende "unge piger i huset", havde jeg ikke oplevet større børneflokke, før jeg startede i skolen.
 
Forestil dig chokket, da Ellen seks år stod i skolegården på Danmarks dengang største skole med 1.400 elever. Så kan man tale om at føle sig et nummer for lille!
 
Det er præcis den følelse, Zom er skrevet på. Zom er den sødste zombie i verden, og alligevel frygter han, at de andre ikke kan lide ham - bog efter bog.
 
Den følelse er nemlig ikke noget, man vokser fra, kan jeg hilse og sige. 
 
Til gengæld er den ualmindelig god at skrive på. Forvent mange bøger i serien.
 
Zombien Zom - Zom er en ensom zombie
Ellen Holmboe - forfatter. Senest opdateret den 24. oktober 2017