/ Letlæsning
Ønskebørn 

Pist væk 

Lykkesamleren 

Letlæsning

Jeg husker tydeligt den dag, hvor jeg selv knækkede læsekoden på en bog, hvis sindsoprivende indhold var noget i stil med: Li og Lo så en ko. 
 
Jeg husker også tydeligt, hvordan min egen datter nægtede at gøre det samme. Hun kunne ikke se pointen i at bruge krudt på at læse noget så lamt, når hun og jeg var i fuld gang med Ringenes Herre. 
 
Først tre år senere knækkede hun læsekoden på Harry Potter og på ord som: Polkaprikket lommetørklæde.  Det satte mig i gang med at skrive letlæsningsbøger.

Krævende letlæsere

Nye læsere er lige så forskellige som alle andre mennesker. Men mange vil gerne have spænding, humor, sprogligt overskud og overraskende handling, selvom det, de har brug for, er forudsigelige historier i et enkelt sprog med mange gentagelser. Det er den slags læsere, jeg skriver til. Sådan nogen som min egen datter fx. 

Efter at have skrevet en snes letlæsningsbøger kan jeg i øvrigt afsløre, at det ikke kun er læsekoden, man kan knække. Skriv-letlæst-koden er også knækkelig.

Letlæsning til alle aldre

Jeg har både skrevet til indskolingen og til læsere med særlige behov:

  • Serierne om Zombien Zom og Doktor Lulu er til den første læsning af rigtige historier med humor og noget på hjerte. Begge i lix 5.

  • Serien om Filip M. Lund, hemmelig detektiv, er til børn i 1.-2. klasse, der lige har knækket læsekoden, men kan også læses af ældre børn 

  • Kugler over Nørrebro er tænkt til drenge på 12-14 år, der læser usikkert og uvilligt, men som forventer alderssvarende sprog og indhold

  • Dybt nede er en del af Gyldendals MELLEM_RUM-serie til elever i udskolingen, der ikke læser alderssvarende, men forventer ægte YA
  • Det perfekte mord er skrevet til voksne indvandrere, der er ved at lære dansk, og som udmærket kan læse, bare ikke på dansk (endnu).  

Og mange flere er på vej ...

Letlæste bøger er lækre!

Endnu en grund til at skrive letlæsningsbøger er, at man kan arbejde sammen med de bedste illustratorer, og at der ofte er flere sider at gøre godt med end i en billedbog, plus at man kan tillade sig noget mere både sprogligt og handlingsmæssigt til større børn.

Ren luksus for en forfatter, der tænker i billeder, men kun kan male med ord.

Filip M. Lund - Helt til hest 
Kugler over Nørrebro 
Det perfekte mord  
Ellen Holmboe - forfatter. Senest opdateret den 6. februar 2024