/ Fabler / Og de onde lo

Omtale

"Et pragtværk af en billedbog med 12 smukt illustrerede dyrefabler, hvor de onde ler, og de gode bliver spist. Et forfriskende pust til en ældgammel genre, der vil fryde børn og voksne."
 
"Det vækker fuldfed begejstring at sidde med et så veludført værk i hånden, der perfekt matcher skønvirkestil og fabelgenre. Det er en billedbog i meget høj klasse, for det er tydeligt at se synergien mellem billede og tekst."
Pia Bechmann, Litteratursiden
 
 
"Genistreg" "Fabelagtig"
 
"Lækkert, lækkert, lækkert hændværk." 
 
"Et potent værk, der er oplagt til brug i undervisnigen."
 
"Det er ondt. Det er morbidt. Det er godt. Men mest af alt er det forfriskende. Vi har læst og fortalt fabler i henved 2000 år. Fabler, som alle har været ens. Men her er et moderne bud på fabler, som kun holder, netop fordi vi kender genren så godt. Og fordi mennesket er så grim en art."
 
Læs hele anmeldelsen på Bogoplevelsen og Bogoplevelsen/Instagram.
 
"Jeg elsker fabler. Ofte er de ret grusomme, men med en morale om at opføre sig ordentligt. Hvad nu hvis man fjernede den klassiske morale og oppede grusomheden? Så har du Og de onde lo ... med helt vidunderlige illustrationer af Kristian Eskild."
 
"Helt igennem skøn mørk bog."
 
Bibliotekat på Instagram
 
"12 groteske og makabre fabler, hvor der er en befriende leg med fantasien, det dystre og makabre, der samtidig er grotesk og morsomt."
 
"Det legende sprog og de meget detaljerede, smukke illustrationer passer utrolig godt sammen. Hvor de naturtro helsides billeder og den morbide art deco-indrammede tekst giver et voldsomt og dystert indtryk, så overrasker sproget med sin sjove finurlighed og fablerne med sine originale idéer."
 
"Kristian Eskild jensen viser her et sprudlende kunstnerisk talent, og Ellen Holmboe er ligeledes i topform. En meget smuk udgivelse."
 
Lektør, Johanne Elvers Madsen
 
"Hvis dette var en lektørudtalelse ville jeg skrive noget i stil med at det må være den smukkeste og mørkeste billedbog jeg har læst i år og at den helt klart skal anskaffes. Dette er dog ikke en lektør, men anbefalingen står stadig ved magt."
 
"Det er virkelig noget af det flotteste jeg har læst i år - helt klart det mest makabre, men det er på ingen måde en dårlig ting i denne sammenhæng. Jeg vil med glæde kaste mig over flere fabler fra denne forfatter og illustrators hånd en anden gang."
 
Læs hele anmeldelsen på ForestillingenOmParadis
 
"Ellen Holmboes fabler rammer plet i en tid med altopslugende politisk og moralsk desillusion."
 
"De ekstremt detaljerede, naturalistiske tegninger og de skønvirke-inspirerede rammer er mesterværker i sig selv, og i sammenhæng med de brutale, ironiske tekster opstår der en eftertænksom form for fremmedgørelse."
 
"Bogen ... har sin plads sammen med både Beckett og Brecht."
 
Læs hele Aske Munk-Jørgensens anmeldelse på BørnenesBøger
 
"For fablerne holder, og illustrationerne fremstår i en utroligt høj kvalitet og er skabt med en dygtighed, som rækker langt, og som bør placere Kristian Eskild Jensen på linje med nogle af de helt store illustratorer fra udlandet som Jim Kay eller Roberto Innocenti."
Janus Neumann, Bogbotten
 

Fabler / Og de onde lo

Denne billedbog vender ikke bare den klassiske dyrefabel på hovedet, den vender også forholdet mellem billede og tekst på hovedet.
 
Og de onde lo startede med, at tegneren, Kristian Eskild Jensen, sendte mig en illustration. Noget, han havde siddet og lavet om natten, fordi han var træt af bestillingsarbejde og trængte til at sætte sin egen dagsorden og standard.
 
Altså fik jeg denne illustrationen og spørgsmålet, om jeg havde lyst til at skrive en historie til den:
 
Og de onde lo - bjørnen og tranerne
 
Som svar sendte jeg Kristian denne fabel, som jeg havde skrevet, ud af det blå, kort forinden:
 
To myrer var ude at gå, da de fik øje på en død bille.
  ”Den snupper jeg,” sagde den første myre.
  ”Vel gør du ej. Den er alt for tung,” sagde den anden myre.
  Den første myre rystede på kindbakkerne og tog godt fat i billen, men lige meget hvor meget han prøvede, kunne han ikke løfte den.
  ”Hvad sagde jeg?” sagde den anden myre. ”Den er for tung, og du er for svag.”
  I det samme kom en ørn flyvende og løftede både billen og myren højt op i luften.
  ”Ha!” lød det fra det det høje. ”Jeg kan da både løfte billen og ørnen. Jeg skulle bare lige have ordentlig fat.”
 
Til denne tekst, hvor størrelsesforholdet mellem myre og ørn er helt umuligt, præsterede Kristian denne illustration:
Og de onde lo - Ørnen og myren
Og sådan fortsatte samarbejdet. Nogle gange kom teksten først, andre gange illustrationen.
 
Hver illustration er møjsommeligt udført med blyant og akvarel, efter nøje forstudier, og originalerne er så detaljerede, at man kan se hvert et hår i pelsen, hvert et skæl i skindet. Tidsforbrug: to-fire ugers koncentreret arbejde pr. styk. Gang selv med 12.
 
Undervejs fik vi den vanvittige idé også at dekorere tekstsiderne, så alt nu står indrammet i morbid art deco-stil, og hver ramme er naturligvis unik.
 
Takket være udgivelsesstøtte fra Statens Kunstfonds projektstøtteudvalg har det været muligt at gøre Og de onde lo til en bog i coffee table-udstyr: ekstra stor, på lækkert papir og med guldtryk og partiallakering - og til at betale.
 
Jeg håber, at denne bog, der i den grad har været Kristians vej til at blive kunstner, får den opmærksomhed, den fortjener.
 
Og de onde lo er for alle, der sætter pris på at få rusket øjnene og moralen godt igennem.
 
God læselyst!
 
Og de onde lo - Bjørnen og hønen

Mere omtale

Kulturministeriets begrundelse for Illustratorprisen 2018

"Det er ikke hver dag, at børnelitteraturen bliver beriget med så grumme historier, hvor moralen er løbet sin vej og grådighed, egoisme, dovenskab og gruppepres reagerer. Det er heller ikke hver dag, at et forholdsvis ukendt navn på den danskebørnelitteraturscene, Kristian Eskild Jensen, erobrer spotlyset så overbevisende som her. Der er tale om et utroligt smukt værk, helstøbt i samspillet mellem tekst og tegning og med en detaljerigdom som få. Det er ydermere heller ikke hver dag, at børnelitteraturbilledsiden emmer af gamle dage, så markant anderledes i sin ornamentale stil end flertallet af danske børnebøger."
 

Danish Literary Magazine

"It’s no exaggeration whatsoever to say that the illustrator, with his exceptionally beautiful and detailed illustrations, has achieved a level of artistic expression that is at once timeless and yet ultramodern. Animal fables have a thousand year tradition. They’re usually reassuring and carry a civilizing moral. But not here. With this collection of 12 morbid stories, the author and illustrator have worked together to create a bleak and amoral universe that springs a particularly cruel surprise on us at
the end."

Kent Poulsen, Børn & Bøger

"Det er en stor billedbog, som Ellen Holmboe og Kristian Eskild Jensen har begået her ... det er stort tænkt og udtænkt i storslået samarbejde - og derfor er det så stort!"
 
"Det er fabler leveret med humor og overrumplende flot sprog ... originaliteten i teksterne imponerer, samtidig med at de lænser sig smukt op ad fabeltraditionen ... man overraskes hele tiden."
 
 
"Ellen Holmboe har virkelig med en stram økonomisk sprogbrug formået at skabe et imponerende fortælleunivers. Det er faktisk stor kunst, at noget så småt kan være så stort."
 
"Illustrationer er helsides mesterværker, forbilledligt indrammet, side som side."
 
"Et imponerende samarbejde, som har resulteret i et meget fuldendt værk. Denne signatur er meget begejstret for helheden, råheden, skønheden, stregerne og fablerne."
 
"Værket bør få meget stor udbredelse ... til alle mellem 9 og 99 år, for her er så meget på spil og at snakke om."

Kathrine Bach Pachniuk, Læringscentret

"Bogen er oplagt at bruge til etiske diskussioner i klassen og få eleverne til selv at finde virkelige eksempler på de oprindelige gode moraler og manglen på samme i denne bog."
 
"Det vil også være oplagt at bede dem skrive deres egne a- eller umoralske fabler eller andre tekster ud fra illustrationerne."
 
"Man vil også kunne tage filosofiske diskussioner om ondskab og retfærdighed opå og i det hele taget lægger den op til så meget spændende debat og diskussion, at man skylder sig selv og sin klasse at bruge den."

Damian Arguimbau, Weekendavisen

"[Der er] masser af inspiration at hente, hvis man for eksempel skal finde på noget at fortælle ved et bål en mørk aften. Eller hvis man er blevet sat til at fortælle en godnathistorie for sin irriterende lillesøster."

Steffen Larsen, Politiken

"[Historierne] bliver samlet op af tegner Jensens magiske pen. Hans billeder er mere end den halve bog. Energiske, kraftfulde, bevægelse."
 
 

Netop udkommet på spansk på forlaget A Fin de Cuentos

Og de onde lo - amoralske fabler på spansk
 
 
Udgivelsen er støttet af Autorkontoen og 
 

Vinder af 
Kulturministeriets Illustratorpris 2018

Amoralsk og umoralsk

Amoralsk er den, der ikke har nogen moral og ikke kan kende godt fra ondt.
 
Umoralsk er den, der kender forskel på godt og ondt, men som alligevel bryder de vedtagne regler, bevidst eller ubevidst.

Fakta

Titel: Og de onde lo - amoralske fabler
Forfatter: Ellen Holmboe
Illustrator: Kristian Eskild Jensen
Sider: 32
Hardback, gennemillustreret pragtudgave, 29,5 x 29,5 cm.
Vejl. pris 149,95 kr.
 
Læse mere hos forlaget Alvilda
 
Find aktuel pris hos bog.nu
Ellen Holmboe - forfatter. Senest opdateret den 6. februar 2024